I selve overgangen mellem købstadsbyen Nibe, Limfjorden og de åbne fantastiske vidder finder man boligbebyggelsen Nibe Strandpark. Nibe Strandpark er en bebyggelse der omfatter ialt 24 lejligheder i varierende størrelse, og opdelt i 2 etaper.

Man ankommer til bebyggelsen fra den gamle hovedgade gennem Nibe – Søndergade. Herfra fordeler man sig umiddelbart til højre eller venstre og rundt omkring den eksisterende flotte villa, enten til de nordligt beliggende boliger (etape 1) eller de sydligt beliggende boliger (etape 2). Hér finder man hvert sted parkeringen til bebyggelsen, som velbeliggende og direkte i forhold til adgangen til alle boligerne. Til hver bolig etableres 1½ parkeringsplads.
Bebyggelsen er grundliggende disponeret sådan, at den kørende trafik er adskilt fra den gående, samt det grønne opholdsareal i bebyggelsens midte. Således er der en "offentlig" side henvendt mod parkeringen og ankomsten, og en "privat" side henvendt til det grønne og udsigten mod Limfjorden. Blokkene er placeret således, at man vil føle bebyggelsen "åbne sig" mod fjorden, og derved sikre optimale udsigtsforhold fra alle boliger. Yderligere er hver blok forskudt, hvilket vil understrege orienteringen mod udsigten, samt sikre en grad af læ på de indeliggende altaner.
Adgangen til boligerne sker via en centralt placeret trappe- og elevatorkerne, som logisk leder den ankommende til en fælles altangang, hvorfra indgangen til boligerne sker. Altangangen gives en god bredde, der vil åbne mulighed for ophold. Hver bolig er disponeret og indrettet med de mindre rum anbragt langs altangangen, mens boligen åbner sig lyst og venligt med opholdsrum og gode altaner henvendt til det flotte gårdrum og Limfjorden.
Hele bebyggelsen er generelt dannet med tanker om en modernistisk og kubistisk tidløshed, flot enkelthed, optimale bygningsformer og en afstemt materialeholdning inde og ude. Helt i tråd med den smukke arkitektur, hvormed den eksisterende villa i sin tid er opført. Nibe Strandpark vil danne en flot kulisse fra Limfjorden – skarptskårne, varierede og rytmiske hvide bygningsformer på en baggrund af det bølgende grønne bakkelandskab.
Den moderne, kubistiske funkisarkitektur kendetegnes ved rene linjer, massive vægflader brudt af markante vinduespartier og altaner, og hertil primært flade tage. Arkitekturen inspirerer til at udforske bygningens udtryk i form af åbne og lukkede facadekompositioner.
Den moderne kubistiske arkitektur har sit udspring i den danske funkisvilla, der så dagens lys i 1920'erne og 30'erne med den internationale funktionalisme. Funkisarkitekturen blev dannet ud fra en tankegang om, at boligerne skulle indrettes rationelt og praktisk i forhold til beboernes hverdag. Formsproget var en sammensætning af geometriske former i et harmonisk samspil mellem tyngde og lethed.
Lars Bo Poulsen, nørkær+poulsen arkitekter MAA